Øvning
Gode råd om øvning, samt hvordan man som forælder kan hjælper sit barn bedst muligt med at øve.
Regelmæssig øvning mellem klavertimerne er afgørende for at udvikle sine færdigheder ved klaveret. Her følger nogle gode råd til, hvordan du som forælder kan hjælpe dit barn med nogle gode rammer for øvningen.
Nogle gange møder vi det synspunkt, at musik skal være sjovt, og at man ikke vil presse sit barn og lade det være forbundet med pligt at skulle øve sig. Vi vil gerne vende det lidt om og sige, at det er gennem den regelmæssige fordybelse, at man oplever at kunne noget, man ikke kunne før, hvilket er både motiverende og sjovt. Når man er barn, er der rigtig mange ting, der er spændende og interessante, og hvis man altid kun øver sig, når klaveret er det mest interessante, er der fare for, at det i perioder glider for meget i baggrunden.
Med nogle gode øvevaner sikrer man, at det at spille bliver en naturlig del af hverdagen, og når man først får sig sat ved instrumentet, er det som regel et inspirerende og sjovt sted at være.
- Daglig øvning i kort tid er meget bedre end få lange øvegange. 10-15 minutter 5 dage om ugen er et fornuftigt udgangspunkt for begynderelever op til 3./4. klasse. Senere vil omfanget af øvning være mere individuelt, men regelmæssigheden er stadig et vigtigt princip.
- Lav aftaler om gode tidspunkter at øve på, så det bliver let at opretholde en god vane. Især er det vigtigt at få øvet relativt kort tid efter, at man har været til klaver, så man kan huske de ting, der er blevet arbejdet med i timen.
- Klaveret skal være en god og tilgængelig arbejdsplads. Det er ikke motiverende, hvis man føler, at man forstyrrer, når man spiller, eller hvis der skal ”møbleres om” når man skal øve sig.
- Som klaverlærere vejleder vi eleverne i, hvordan man bedst øver på en konkret opgave. Få meget gerne dit barn til at forklare, hvad der er arbejdet med i klavertimen og hvordan.
- Ved siden af øvning på nye ting er det en god idé at repetere gamle numre. Både fordi det er motiverende at have et repertoire, men også fordi repetition er med til at cementere de ting, man har lært. Det fundament, man skal bygge fremtidige færdigheder på, bliver ganske enkelt stærkere.
- Opfordre gerne dit barn til at ”spille koncert” ved forskellige lejligheder. Det kan være i det daglige, eller når der er besøg i hjemmet.